Thailand - fredag den 05. februar 2010

Fra Phuket til Chiang Mai

Tilbage

Jeg vågnede kl. 6 men det var lige tidlig nok, at stå op, så det blev til lidt småsøvn og pludselig var klokken halv 8. Vi blev hentet af en mini-wan, for at blive kørt til lufthavnen kl. 9:30, så vi måtte op og i bad, pakke færdig og hen på restauranten, hvor vi havde spist morgenmad dagen før. Det foregik i et roligt tempo. Ingen grund til stress, så vidt det kan undgås!

Kl. 9:30 var vi klar til afgang. Der var faktisk 3 forskellige muligheder for at få transport til lufthavnen fra Patong. Mini-bus (sammen med andre) til 180 bath pr. person, en taxa (normal bil) 600 bath og så vores luksusvalg af en mini-wan til en pris på 1200 bath. Her var god plads og en fint engelsktalende chauffør. Vi fik en del at vide undervejs bl.a. om, at det var gode tider for ejere af gummiplantager. Gummitræerne giver gummi efter ca. 7 år og kan give, til de er ca. 30 år.

Der var en del trafik på vej til lufthavnen men chaufføren kørte pænt og det tog ca. en time, som jeg havde forventet. Vi var i lufthavnen i god tid og vi slap denne gang for det store kaos, som jeg tidligere har været udsat for i netop Phuket lufthavn. Vi kunne tjekke ind næsten med det samme. Alt vores bagage blev tjekket ind til Bangkok. Det betød, at vi skulle hente vores bagage i Bangkok og tjekke det ind igen. Det var lidt atypisk, når vi rejste med samme selskab og havde bestilt fly fra Phuket - Chiang Mai. Men så var vi sikre på, at der var styr på, at Vibes bagage ikke fejlagtigt blev sendt med os til Chiang Mai.

I lufthavnen var der mange ventende gæster, men vi fandt et godt sted at sidde, indtil vi blev kaldt ud til vores gate. Flyet var forsinket ca. 25 min. i afgangen og det betød, at vi ville få lidt travlt i Bangkok lufthavn, for at nå vores næste fly til Chiang Mai.

Turen op mod Bangkok gik over Phang Nga bugten og vi kunne tydeligt se den sigøjnerlandsby, som vi ville have set på nærmere hold, hvis vi var taget på tur til James Bond Island.

Ellers gik turen op langs kysten ud mod den Thailandske bugt men det lykkedes ikke at lokalisere hverken Chumphon, Bang Saphang eller andre byer, vi tidligere har besøgt. Vi var for langt oppe.

Da vi landede i Bangkok, kom vi til at vente længe på vores bagage og stresssymptomerne begyndte at melde sig. I samme øjeblik vi fik vores bagage, var det hurtigt afsked med Vibe. Hun ville vente på de andre ved bagageudleveringen, hvor hun kunne følge deres flyankomst. Den hurtige afgang var nok meget passende for alle, så var der ingen, der blev alt for kede af det.

Vi skyndte os videre med vores bagage op på 3. sal igen, for at finde vores checkin. Først tog den unge pige imod vores bagage, så sagde hun, at vi var for sent på den og vi skulle selv tage bagagen med til flyet. Så kom der en overordnet og sagde, at de nok kunne nå at tjekke bagagen med... Men så havde vi overvægt. Samlet set havde vi 56 kilo ifølge deres vægt. Det var slet ikke, hvad vægten i Phuket havde sagt. Vi gjorde hende opmærksom på, at vi faktisk havde købt 4 billetter og egentlig var berettiget til 60 kg. Jeg ved ikke, om det var dette argument, der reddede os. Hun sagde i hvert fald, at det var OK og vi hastede videre mod sidste sikkerhedskontrol af håndbagagen, hvor vi slap nogenlunde hurtigt igennem. Hver gang vi viste billetten til nogen, sagde de, at vi havde travlt. Så havde vi ikke stress, så var det lige før, de kunne fremavle det.

Jeg løb hele vejen ud til vores gate. Så var træningen til halvmarathonløbet startet!

Da jeg nåede frem til gaten, var de ikke engang begyndt at gå ombord og vi kunne slappe helt af. Nu var der ikke flere problemer, med at nå til Chiang Mai!

Fly nr. 2 var også lidt forsinket, så vi kunne spare os for en hektisk løbetur. Men vi kom afsted og jeg havde også på denne flyvning bestilt lidt let mad. Denne gang var det en varm ret og dertil blev der sørme serveret vand. På det første fly skulle vi selv betale 40 bath for en lille flaske vand.

Vi ankom til Chiang Mai og efter lidt ventetid på vores bagage, kunne vi se, at der stod en mand med mit navn på et skilt og ventede på os.

Det var en almindelig taxachauffør, der skulle bringe os til hotellet. Han virkede en smule betuttet, måske fordi vi var blevet forsinket. Men han tøede lidt op og vi fik hans kort og besked på, at han kunne chartres for en dag for 1500 bath - ca. 225 kr. Det er åbenbart andre priser end i det sydlige Thailand.

Vi blev kørt ind gennem et virvar af gader og selv om jeg følte mig godt forberedt til Chiang Mai, så kunne jeg ikke rigtig kende nogle af de steder og gader, vi passerede. Til sidst drejede han ind på en lille vej og stoppede bilen. Her så noget snusket ud, så jeg tænkte, at det var helt galt.

Men det viste sig, at det var en sideindgang til hotellet, hvor han havde lettere ved at parkere. Vi blev ført ind til hotellet og budt på et glas juice, mens vi udfyldte de sædvanlige papirer. Den unge mand ved receptionen viste os op på vores værelse på første sal. Det var et meget fint værelse. Holdt i gammel thaistil. Amata Lanna hed vores hotel og det havde høstet mange roser på internettet. Det levede ved første øjekast op til forventningerne. Mange små detaljer på værelset og toilettet, hvor der var spabad, bruser og en stor buket friske orkideer i vase.

Vi trængte til en tur i swimmingpoolen, der ikke var særlig stor men virkede fin ren. Det var skumring og myggende dansede omkring os hele tiden. Receptionisten spurgte, om vi havde en myggespray, for der var mange myg i Chiang Mai, hvilket vi måtte sande senere på aftenen.

Vi gik i poolen og den var hamrende kold. Det var noget af en antiklimaks i forhold til, hvad vi havde oplevet indtil nu - både hvad angik pools og havvand. Det var da også kun Marie og jeg, der havde mod til at komme helt i. Vi følte, at vi havde hele hotellet for os selv, for der var ikke en lyd fra nogen af de 8 - 10 værelser, der så ud til at være her.

Så var det tid for aftensmad. Receptionisten anbefalede os et godt sted og det valgte vi at kigge efter, men vi fandt det ikke. Så vi måtte selv søge og der var også mange muligheder. Vi endte i området med natbasaren. Her var meget smalt mellem boderne og det var svært at komme til, for der var også mange mennesker. Vi søgte hurtigt ned af en sidegade, der også viste sig at være et stort marked - men med lidt mere plads. Sælgerne virkede mere påtrængende her. Bl.a. stod de udenfor restauranterne og ville absolut i kontakt med alle.

Der er et sted, jeg stejler. Det er, når de begynder at gætte på, hvilket land du kommer fra. Hvis de får det at vide, så har de lært nogle standardfraser på dit sprog: "Hvordan har du det?", "Har du det godt?" osv. Sådan et sted kan de næsten pr. definition forvente, at jeg går forbi, uden at kigge mere på menukortet. Jeg har det meget bedre med de steder, hvor man kan få lov at kigge i fred og måske få et stort smil af en tjener.

Vi fandt frem til et sted med et stort og varieret menukort - og masser af gæster, hvilket normalt også borger for kvalitet. Det viste sig dog, at det mest var fisk, der var på menuen, hvilket blev bekræftet af, at der midt i den åbne restaurant var en del bassiner med fisk - bl.a. store rejer.

Vi undrede os over, at der var så mange friske fisk i Chiang Mai. Byen ligger jo i bjergene langt fra havet. Men vi bestilte rejer og Lasse grillet kylling. Det sidste var ikke en grillkylling, som vi kender det hjemmefra. Han fik serveret nogle få strimler med kylling på en tallerken, næsten som om det var en meget eksotisk spise. Dertil en lille portion pommes frites, som vi havde bestilt særskilt. Vi andre fik vores 3 store rejer serveret med lidt ris. Det var fint til os men hvis vi havde været mere sulten, skulle vi vist have bestilt en omgang mere.

Vi betalte og daffede videre. Trætheden var begyndt at melde sig. Men vi fandt nogle områder uden alt for mange mennesker og fik endnu et eksempel på deres mere aggressive adfærd. Vi kiggede på træskåle, fordi vi godt kan lide træskåle. Straks fik vi en pris på skålene. Vi forklarede ham, at vi allerede havde sådan en derhjemme men det ville han ikke acceptere. Vi kiggede lidt videre, men da vi ikke virkede interesseret, spurgte han: "Why you not wanna buy?" og virkede lidt fornærmet og sur. Så gad vi ikke bruge mere tid på ham.

Vi endte ved en stor åben plads, hvor der var masser af borde og en stor udendørs restaurant. Her fik vi os en drink og Lasse lidt mere at spise. Nu var det på tide at finde hjem og vi satte os ind i en tuktuk - en rigtig én ifølge Lasses terminologi. En, hvor det rigtigt lugter fælt af udstødningsgas. 80 bath for at blive fragtet hjem til hotellet. Se det var også under halv pris i forhold til Phuket.

På værelset har vi trådløst internet og Marie og jeg endte dagen med lidt arbejde foran hver vores PC mens Lasse gik kold på sin seng med alt tøjet på.